Boliger med terrasser og gademiljø, i efterårsfarver. Illustration

De 7 haver, Gellerupparken

Et mangfoldigt bymiljø

Gellerups høje blokke markerer sig tydeligt i landskabet ved Aarhus Ådal. Bygningerne er med deres forskudte placering med til at tydeliggøre områdets karakteristiske landskabstræk. De lange slanke blokke skaber en samlet helhed, der er både elegant og afklaret. I LINKs visualisering af transformationen for området er der i høj grad fokuseret på at bevare netop dette træk i renoveringen af blok B7 samt fortætning af omkringliggende byrum.

I stedet for at ændre på blokkens overordnede arkitektur har forslaget primært fokuseret på subtile justeringer på blokken, men med stor variation i byrummene omkring. En variation, som er skabt gennem placeringen af en helt ny bebyggelse.

Et patchwork af rumligheder

Helt overordnet har projektet søgt at skabe en differentieret skala, der kombinerer en tydelig bymæssighed med en havebykarakter for at opnå et afvekslende, varieret og sammensat bymiljø. Ved at bearbejde topografi og indpasning af nye bygningskonstruktioner har vi skabt et patchwork af rumligheder, der bryder med de meget store rum, som dominerer i området i dag.

Bebyggelsen mod byparken udlægges som en L-formet karrébebyggelse, der omkranser et indre aktivt og grønt bymiljø. På hjørnet, mod nordvest, når den nye bebyggelse sit højeste punkt med syv etager. Herfra nedtrappes bebyggelsen i en glidende bevægelse mod den nye vejgennemføring gennem blok B4.

Forskellige boformer

Den nye bebyggelse er sammensat af flere forskellige boformer og boliger, som bidrager til et varieret og blandet bymiljø, og som samtidig appellerer til forskellige beboergrupper. De nederste etager bindes sammen af et byhusbånd med toetagers byhuse med egen indgang og forhave. Byhusbåndet indarbejdes også i den renoverede blok. Etagerne ovenpå indrettes med lejligheder i forskellige størrelser, mens de øverste etager udstyres med penthouselejligheder.



Den nye bebyggelse fremstår med større udskæringer, tilbagetrukne
steder og terrasser, der giver en vigtig nuancering og mellemskala til byggeriet. Nedtrapningen mod den indre bygade i kvarteret medfører en flydende overgang imellem kvarterets offentlige og private zoner.

Åbenhed og varme

Nybyggeriet er beklædt med skifer, der bruges på både facade og tag. Materialevalget giver en arkitektonisk sammenhæng i bebyggelsen. Vinduer fra gulv til loft åbner boligerne op mod omgivelserne og brugen af vinduesrammer med en bronzeret overflade skaber varme i byggeriet. Den bronzerede overflade går igen i vinduesrammer og fyldninger på den renoverede boligblok.

Vis mindre
Boliger med fortove og parkeringspladser foran. Illustration
Vej og fortove foran husene. Illustration