Børn løber på græsplænen foran tre boligblokke. Foto

Korskærparken og Sønderparken

Farvel til ghettolisten

Helhedsplanerne for Sønderparken og Korskærparken i Fredericia er et projekt, hvor de eksisterende boligområder ikke bare renoveres og istandsættes, men også videreudvikles til moderne og tidssvarende bydele. Resultatet er blevet, at Sønderparken kan vinke farvel til en kedelig placering på ghettolisten i kølvandet på den omfattende arkitektoniske transformation.

Projektet angiver en strategi for, hvordan man gennem en beboerdemokratisk proces kan løfte områder til bæredygtige bydele for alle. Uderummene i de to områder er transformerede og genaktiverede med nye aktiviteter, der skaber liv. 



"Det arbejde, vi udfører, er et opgør med mange års mangelfulde renoveringer. Tidligere har fokus primært været på facader, der var smukkere end de gamle. Processen ændrede ikke forholdene i problemområderne. Vores arbejde drejer sig om langt mere end bare opfriskede facader", siger projektchef Esben Trier, LINK Arkitektur.

Det grønne og det urbane

Arealplanerne er taget i brug på helt nye måder med bl.a. nye jordlodder, der udnyttes af beboerne. I Sønderparken skabes to nye strøg - Bygaden og Grønnegaden – de gør, at beboere og besøgende får en både grøn og urban oplevelse af at være i bydelen. 



I Korskærparken forbindes de enkelte områder af et nyt centralt grønt område, hvor vandet fremstår som et samlende element. I begge områder er tilgængeligheden tænkt ind som en naturlig del af både behandling af
uderum og ombygningerne i lejlighedsblokkene. 

Udenpå og indeni

Facaderne er udviklet med en række fællestræk, og på bygningernes langsider anvendes komponenter, der skaber nye rumlige kvaliteter til lejlighederne. Komponenterne skaber en stor grad af variation og rummer unikke muligheder for at inddrage de enkelte beboere. 

Lejlighederne ombygges indvendigt med henblik på at skabe nye indretningsmuligheder, der passer til beboernes ønsker. Samtidig tilføjes en række helt nye lejlighedstyper som taglejligheder, villalejligheder og toplanslejligheder, der appellerer til nye beboergrupper. 

Førsteplads 

Tranformationen er blevet hædret med førsteplads i en arkitektkonkurrence, og i dommerbetænkningen lyder det bl.a.:

"Begge de to helhedsplaner med enkle og effektfulde midler skaber forskellighed og ny identitet i de to områder. De to helhedsplaner virker robuste og kan i den videre proces tåle tilretninger. Det er et projekt med høje ambitioner og mange gode ideer med arkitektonisk udstråling og sammenhæng. Projektet har karakter af 'et katalog af muligheder', der er systematisk og overskueligt opbygget."

Vis mindre
Udendørsareal med træer og bygninger omkring. Foto
Pige går med hund på gangsti foran bygningen. Foto
Børn leger ude på pladsen foran boligblokkene. Foto

Vil du vide mere om projektet?