Fællesskabets Hus

Rum for omsorg og hjemlighed

Fællesskabets Hus består af demensvenlige boliger og et fælles aktivitetscenter. Derudover er byggeriet designet som et sted, der engagerer alle i lokalområdet og støtter op om velfærdsalliancerne mellem borgere, organisationer og kommune.

Fællesskabets Hus består af 72 bosteder, der er tegnet som demensvenlig arkitektur. Derudover indeholder byggeriet centerfunktioner som café, sundhedsklinik, administrative faciliteter, multisal og produktionskøkken - alt sammen i forbindelse med et dobbelthøjt orangeri, som findes i hjertet i byggeriet.

Fællesskabet

Hjerterum og hjemlighed er omdrejningspunktet for Fællesskabets Hus, der ikke kun er for stedets beboere, men som åbner op og er tilgængeligt for hele lokalsamfundet – unge som ældre. Gennem sin udformning støtter byggeriet op om at udvikle velfærdsalliancer mellem borgere, organisationer og kommune. Bebyggelsen er disponeret som et lavt anlæg i to plan, der giver nærhed til levende, grønne udearealer og som skalamæssigt indskriver sig i den omkringliggende by.

Tilpasset til området

Arealplanen omkring byggeriet er kendetegnet ved at bestå af boligbebyggelser i en mindre skala. For at tilpasse byggeriet til konteksten er projektet brudt op i en række mindre bygninger. Bygningsmassen er derved på én og samme tid disponeret som ét samlet byggeri, og  nedskaleret og relateret til de omkringliggende bebyggelser igennem tiltag som forskydninger i volumenet, varierende tagmotiver, fugefarver og i komponeringen af vindues- og altanmotiver.

Hjemligt udtryk og trygge rum

Byggeriets overordnede udtryk og nedskalering i mindre volumener er medvirkende til at skabe lokale identificeringer og en bebyggelse, der signalerer hjemlighed. Hovedgrebet sikrer også direkte forbindelse til trygge indre gårdrum. Frem for en traditionel organisering med boliger på hver side af et indendørs gangareal, er der med den valgte disponering gode dagslysforhold og visuel kontakt til forskellige attraktive uderum.

Vis mindre
Rødt murstenshus med grønt område foran. Foto
Indendørs fællesareal med poolbord, siddepladser og planter. Foto

Vil du vide mere om projektet?