Borgafjellet barneskule
Et foregangseksempel på godt indeklima
En kombination af massivtræ på alle overflader og hybrid ventilation giver sundt indeklima for elever og lærere på Borgafjellet folkeskole i Os, syd for Bergen.
Det overordnede mål med projektet var at skabe en fremtidssikret skole, der skulle være helt unik på miljø og indeklima. Projektgruppen satte derfor høje mål for bæredygtighed, klimaaftryk, bæredygtighed og indeklima. De høje projektambitioner har sikret et innovativt byggeri med solide bæredygtige kvaliteter til mange generationer fremover. LINK Arkitektur har været rådgiver indenfor alle opgaver relateret til planlægning, landskabsarkitektur, bygningsfysik og arkitektur.
Massivtræ og hybrid ventilation
Skolen baserer sig på en udstrakt brug af massivtræ, hvilket bidrager til en væsentlig reduktion af klimaaftrykket og et stabilt indendørs luftfugtighedsniveau. Ydervægge, indervægge, etageadskillelser, tage, trapper, rækværk og bærende indervægge er alle i massivtræ. Selv ikke-bærende indervægge er beklædt med overflader i massivtræ.
Derudover har folkeskolen hybrid ventilation, som kombinerer både mekanisk og naturlig lufttilførsel. Ventilationsmetoden lukker frisk luft ind gennem automatisk styrede vinduer, og forbedrer luftkvaliteten og regulerer temperaturen effektivt. Ingen anden skole i Norge anvender denne kombination af massivtræ på alle overflader samt hybrid ventilation.
Skolebygningen er overordnet betragtet, tænkt så vedligeholdelsesvenlig som muligt. Derudover har den solceller på taget og lokale energibrønde. Disse tiltag i forbindelse med hybrid ventilation reducerer skolens samlede energiforbrug, og mindsker derudover skolens klimaaftryk i drift.
En bygning for fremtiden
Borgafjellet folkeskole er bygget til 420 elever, og det har været vigtigt at skabe en bygning for alle, der skal bruge bygningen gennem årene. I den sammenhæng byder skolen også på et trygt og varieret udeområde med masser af muligheder for små som store, og dertil et 500 m² stort overdækket aktivitetsareal. Hele udendørsanlægget er et enormt bidrag til lokalsamfundet og tiltrækker besøgende fra de omkringliggende områder.
LINK Arkitekturs medarbejdere har arbejdet på at skabe en skole, som både elever, ansatte og lokalsamfundet kan være stolte af. En skole hvor levende naturmaterialer omgiver brugerne, hvor interiøret er præget af træ, og hvor materialernes karakter giver smukke og naturlige indtryk. En varieret farvepalet i klare, naturinspirerede farver giver hvert klassetrin sin egen karakter. Også vægmalingen er lavet af naturlige pigmenter, som udover at give en helt unik glød også understøtter et godt indeklima. Vi er stolte af at både skolen og de omkringliggende områder giver elever og lærere rigeligt plads til læring, og fremmer kreativitet og kompetenceudvikling for alle.