Korskærparken & Sønderparken

Korskærparken & Sønderparken

Helhedsplanerne for Sønderparken og Korskærparken i Fredericia er et projekt, hvor de eksisterende boligområder ikke bare renoveres og istandsættes, men derudover videreudvikles til moderne og tidssvarende bydele. Sønderparken kunne tilmed vinke farvel til en kedelig placering på ghettolisten i kølvandet på den omfattende renovering.

Projektet angiver en strategi for, hvordan man gennem en beboerdemokratisk proces løfter områderne til at blive bæredygtige bydele for alle. Udearealerne i de to områder er transformerede og genaktiverede med nye aktiviteter, der skaber liv. 

Arealerne er taget i brug på helt nye måder med bl.a. nye jordlodder, der udnyttes af beboerne. I Sønderparken skabes to nye strøg - Bygaden og Grønnegaden - der giver plads til både det grønne og det mere urbane i bydelen. 

- Det arbejde, vi udfører, er et opgør med mange års mangelfulde renoveringer. Fokus tidligere var primært på facader, der var smukkere end de gamle. Processen ændrede ikke forholdene i problemområderne. Vores arbejde drejer sig om langt mere end bare opfriskede facader, siger projektchef Esben Trier, LINK arkitektur.

I Korskærparken forbindes de enkelte områder af et nyt centralt grønt område, hvor vandet bliver det samlende element. I begge områder indtænkes tilgængeligheden som en naturlig del af både behandligen af udeområder og ombygningerne i lejlighedsblokkene. 

Facaderenoveringen  er udført med en klar strategi for, hvordan man kan skabe homogenitet i den ellers meget varierede bygningsmasse, og samtidig tillader en stor grad af variation, der giver de enkelte blokke identitet. 

Facaderne er udviklet med en række fællestræk, og på bygningernes langsider anvendes en række komponenter, der skaber nye rumlige kvaliteter til lejlighederne. Komponenterne skaber en stor grad af variation og rummer unikke muligheder for at inddrage de enkelte beboere. 

Lejlighederne ombygges indvendigt med henblik på at skabe helt nye indretningsmuligheder, der passer til beboernes ønsker. Samtidig tilføjes en række helt nye lejlighedstyper som taglejligheder, villalejligheder og toplanslejligheder der appellerer til helt nye beboergrupper. 

Projektet vandt 1. præmie i arkitektkonkurrence, og i dommerbetænkningen lyder det bl.a.
"Det er dommerkomiteens skøn, at begge de to helhedsplaner med enkle og effektfulde midler skaber forskellighed og ny identitet i de to områder. De to helhedsplaner virker robuste, og kan i den videre proces tåle tilretninger. Det er et projekt med høje ambitioner og mange gode ideer, der på fin vis svarer konkurrenceprogrammets ønsker om arkitektonisk udstråling og sammenhæng. Projektet har karakter af 'et katalog af muligheder', der er systematisk og overskueligt opbygget. Dommerkomiteen vurderer, at dette projekt er et godt udgangspunkt for den videre proces."

Kontaktperson

Type: Totalrådgivning arkitekt- og landskab. To helhedsplaner, facaderenovering og lejlighedsombygning af ca. 1 700 lejligheder Udbudsform: Konkurrence Sted: Søndermarksvej 38, Fredericia Opdragsgiver: Boligkontoret Fredericia og boli.nu Bruttoareal: 156 000 m2 Status: Igangværende Samarbejdspartner: Ingeniør: Rambøll Fredericia . LINK underrådgivere: SAHL arkitekter, D.A.I. og Kristine Jensens Tegnestue Fagområder: Landskab / Byggeadministration / Arkitektur Bæredygtighed: Generelt opgraderet klimaskærm; facaderne er efterisoleret og vinduerne skiftet ud med mere energivenlige typer. Al sanitet er skiftet og der er installeret ventilation med varmegenvinding. Renoveringen er gennemført i henhold til BR2015