Nyt Aalborg Universitetshospital - Hospitalsbyen

Højteknologi med mennesket i centrum

Aalborg Universitetshospital, Hospitalsbyen er en del af en samlet hovedstrukturplan på omkring 330.000 m² i Aalborg Øst. Her samles behandling, forskning og uddannelse i tæt forbindelse med Aalborg Universitets sundhedsvidenskabelige miljø. Ambitionen er at skabe effektive rammer for et højteknologisk universitetshospital med trygge, intuitive og værdige omgivelser for patienter, pårørende og medarbejdere.

Udgangspunktet har gennem hele projektet været mennesket: patienten, den pårørende, medarbejderen og borgeren. – og en arkitektur, der både understøtter behandling og effektiv drift, og skabe tryghed og værdighed.

Hospitalsbyggeriet er organiseret som en sammenhængende struktur af gader, pladser, grønne gårdrum og genkendelige bygningsvolumener, der nedbryder den store skala og gør hospitalet overskueligt og let at finde rundt i. Dagslys, udsyn, materialer og kunst bidrager til at skabe menneskelige og imødekommende rammer om hospitalets komplekse funktioner.


Arkitektur, der gør det let at finde vej

Den centrale hospitalsgade er hospitalets vigtigste forbindelsesrum og en effektiv færdselsåre. Den er udformet som et lyst og åbent indre byrum med skiftende højder og kig på tværs af etager, og skaber en overskuelig og intuitiv struktur, hvor patienter, besøgende og medarbejdere let kan orientere sig. Synlige betonkonstruktioner giver robusthed og tyngde, mens træbeklædte flader, glas og store ovenlys tilfører varme og transparens.

Langs hospitalsgaden er funktionerne organiseret i selvstændige bygningsafsnit, der opdeler det store hospitalskompleks i mindre, genkendelige enheder med hver deres identitet. Gårdrum, passager og opholdszoner skaber rumlig variation, trækker dagslyset ind og fungerer som naturlige pejlemærker.

Det centrale ankomst- og foyerrum er tænkt som et offentligt rum snarere end en traditionel hospitalsfoyer og giver besøgende et tidligt overblik og en intuitiv orientering i hospitalet.

Vis mindre

Effektiv logistik giver plads til sammenhængende patientforløb

Hospitalets kliniske struktur er bygget op omkring nøje analyserede nærheder. Funktioner med størst behov for indbyrdes kontakt er placeret tæt på hinanden for at reducere afstande og transportveje. Fælles akutmodtagelse ligger eksempelvis centralt i forhold til billeddiagnostik, operation, intensiv og børne- og ungefunktioner. Adgang og logistik er organiseret på forskellige niveauer, så patientgrupper og forsyningsflow så vidt muligt holdes adskilt. 

Centralt i sengebygningerne er hospitalets vertikale forbindelser samlet i transportcentre, der kobler sengeafsnittene til de øvrige funktioner og lander ved centrale punkter, som sikrer effektiv transport af patienter, personale og varer.

Hospitalet er samtidig organiseret med udgangspunkt i patientforløb og tværfaglige sammenhænge frem for alene traditionelle medicinske specialer. Blandt andet giver fælles strukturer mulighed for en mere fleksibel anvendelse af sengekapaciteten på tværs af patientgrupper.  

Dagslys og natur bringes tæt på patienten

Hospitalets store program er opdelt i mindre, genkendelige bygningsvolumener med forskellige arkitektoniske karakterer. De kliniske funktioner fremstår robuste og tætte, mens de offentlige dele møder omgivelserne som lavere teglvolumener. Ovenover de elektive og akutte funktioner ligger sengebygningerne som lettere, horisontale volumener, der gør det store hospital nemmere at aflæse på afstand. 

Sengebygningerne er udformet som åbne kors- og kamlignende figurer, der skaber lange sigtelinjer og gode dagslysforhold. Patientstuerne har udsigt mod det omgivende landskab eller Aalborg, mens gårdrum og mellemrum mellem bygningerne trækker dagslyset langt ind i hospitalet.
Røde og brunlige teglfacader danner en varm og stoflig base, mens de øvre sengevolumener fremstår lysere og mere åbne. Store glaspartier, transparente forbindelser og beplantede gårdrum skaber visuel kontakt mellem ude og inde. 

Ambitionen er, at patienterne bevarer en tæt visuel og sanselig kontakt til omgivelserne, også når de befinder sig dybt inde i hospitalskomplekset.  

En hospitalsby skabt til samarbejde og fremtidig udvikling

Hospitalets placering tæt på Aalborg Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet er en central del af hovedplanen. Hospital og universitet er organiseret som tæt forbundne dele, hvor klinisk praksis, uddannelse, forskning og innovation kan mødes på tværs.

SUND indgår som en selvstændig, men integreret del af strukturen med direkte forbindelse til hospitalets gade- og forbindelsessystem. Det styrker muligheden for daglig udveksling mellem studerende, forskere og klinikere og understøtter universitetshospitalets rolle som både behandlingssted og forsknings- og læringsmiljø.

Hovedstrukturen giver samtidig mulighed for fremtidige udvidelser. I den nordlige del er der udpeget reservebyggefelter, hvor nye bygninger kan kobles direkte til den eksisterende struktur, så hospitalet kan udvikle sig etapevis som en sammenhængende helhed.

Kunst og rum for ro og refleksion

Midt i hospitalets komplekse og funktionelle rammer er der skabt steder til ophold, ro og refleksion. Gårdrum, kunst og opholdszoner giver patienter, pårørende og medarbejdere mulighed for både aktivitet og tilbagetrækning.

Centralt i hospitalets atrium ligger et kirkerum skabt af billedkunstner Bjørn Nørgaard. Kirkerummet er udformet som et selvstændigt, træbeklædt volumen – et hus i huset – der danner en varm kontrast til atriets beton, glas og store rumhøjde og kan åbnes mod hospitalets foyer og det tilstødende torv
Kunsten er også integreret i hospitalets fælles og patientnære områder. I forhallen lyser Esben Weile Kjærs store spiralformede glasmosaik op, mens Nina Beiers værk Vejen strækker sig fra forpladsen og videre ind i et af hospitalets gårdrum.

 

 

Totalrådgivning udført i Konsortiet Indigo
LINK Arkitektur, Schmidt Hammer Lassen, CREO Arkitekter, Brix & Kamp, Oluf Jørgensen, NNE, Royal HaskoningDHV

Vil du vide mere om projektet?