Ålgård kirke
Nyfortolket himmelhvælving
Kirkens skulpturelle, kompakte, funktionelle form giver en fremtrædende bygning i centrum af Ålgård.
Kirken ligger centralt i Ålgård, på nabogrunden til den gamle kirke fra 1917. Kirkebygningen fremstår som et samlingssted, der understreger fællesskabet og skaber stedets identitet. Bygningens dynamiske form relaterer sig til det bakkede terræn, der omkranser Ålgård centrum. Som en del af landskabet vokser bygningen op og strækker sig mod himlen. Grundens størrelse kræver en planløsning over to etager. Terrænet hæver sig cirka to en halv meter fra vejen op til kirkegården. Kirkens plan er kvadratisk med en diagonal akse.
"Kirkens hvide yderfacade fremstår let og blød som en teltdug og teltet skaber et åbent indbydende udtryk, samtidig med at det symboliserer vandringen" - civilarkitekt René de Groot, LINK Arkitektur.
Kirkens struktur er baseret på et kvadrat og en trekant. I kristendommen repræsenterer kvadratet jorden med dens fire verdenshjørner og trekanten Den Hellige Treenighed. En tosidighed som formel idé, men også i forhold til indhold og som signal til byen. Udformningen har været styret af ønsket om en kompakt, funktionel og økonomisk løsning. Ved at arbejde med en kvadratisk form, hvor en underetage er delvist gravet ned / lagt i jorden, er der skabt en funktionel løsning med korte afstande og reducerede ydervægsomkostninger, der samlet set giver et økonomisk kirkebyggeri. Tagkonstruktionen er en fortolkning af en traditionel kirkehvælving. Hovedkonstruktionen er en fletværkskonstruktion i limtræsbjælker, der er fritlagt i kirkerummet. Hver anden trekant vippes op og lyset lukkes forsigtigt ind i kirkerummet.