Storcenter Nord 2022
En nyckelspelare i ett nytt kapitel
Storcenter Nord er beliggende på Katrinebjerg i Aarhus, der i øjeblikket undergår en markant forandring. Transformationen af bydelen udløser et behov for en opdatering af Storcenter Nord, så centeret i fremtiden åbner sig op mod de omgivende byrum og samtidig bidrager til en mere fortættet bymæssig karakter i området.
Bydelen Katrinebjerg var tidligere et rent erhvervsområde med blandede, store og små virksomheder, men omdannes de kommende år til et tæt, bymæssigt miljø med en høj andel af boliger, uddannelse og erhverv. Projektet skal sørge for, at Storcenter Nord opdateres i takt med at bydelen forandres og omfatter udvidelse og ombygning af butiksområdet i stueplan, en ny markant hovedindgang mod krydset Helsingforsgade/Åbogade samt nye indgange fra Finlandsgade og Åbogade.
Center, erhvervsmål og boliger
Butikkerne bliver transparente i gadeplan og åbner op for gennemsyn til centret, mens varegården overdækkes og skærmes af mod omgivelserne ved at etablere en rand af erhvervslejemål i stueplan. Ved centertorvet etableres ny eksklusiv 6-sals biograf med det nyeste inden for filmoplevelse og med plads til ca. 630 gæster.
Mod Finlandsgade og Helsingforsgade bygges omkring 200 nye boliger ovenpå centeret, som en karréstruktur. Boligerne indrettes, så der både bliver adgang fra gadeplan og fra taget ovenpå centeret – et tag, der udformes som rekreativ taghave.
En moderne karré med aktive stueetager
Typologisk indskriver det ombyggede center sig som en moderne karré, hvor hjørner defineres, og der holdes fortsatte facadeforløb med aktive stueetager, intime gaderum og forholdsvis smalle, varierede kantzoner mellem gade og bygning.
Formsproget og materialiteten fra brokvarteret, som vil opstå omkring Storcenter Nord, optages og fortolkes i det nye erhvervsbyggeri. Skalaen fra brokvarteret genkendes i det nedskalerede facadeudtryk og den varierede højde og facadefremspringene på byggeriet er med til at skabe forskellighed og markere særlige steder som pejlemærker i bebyggelsen.
Et tidssvarende bydelscenter
Projektet sikrer et tidssvarende bydelscenter, men er samtidig generøst i forhold til de nære omgivelser. Kantzoner og mødet med byen er prioriteret højt, så projektet ikke bare skaber værdi for sig selv, men også for den omkringliggende by.
Nybygning ca. 27.000 m² samt ca. 3.500 m² ombygning.