Södra Hagalund, LINK Arkitektur

Södra Hagalund

Plads til liv i en cirkulær bydel

Med høje ambitioner for social og miljømæssig bæredygtighed samt mobilitet er bydelen Södra Hagalund nord for Stockholm under udvikling. På sigt skal området rumme 5.600 arbejdspladser, 400 boliger samt plads til besøgende.

Med fokus på cirkularitet i alle aspekter– fra bevaring og genanvendelse til mobilitet og en ressourcebevidst hverdag – omfatter planen for Albydal fire karréer med blandede funktioner. Bydelen er udformet med varierende skalaer og forskellige funktioner, der skaber et levende bymiljø for forskellige mennesker og aktiviteter – hele døgnet rundt.

Når området står færdigt, vil det rumme i alt 118.500 m² med attraktive kontorer, velindrettede boliger samt butikker, service, restauranter, kultur, sport og rekreative aktiviteter. Området vil tilbyde bæredygtige bygninger og uderum for dem, der bor, arbejder eller besøger området. Derudover skabes en perlerække af mødesteder, der forbinder bydelens forskellige områder

Vis mindre

I tæt samarbejde med Vasakronan har vi hos LINK Arkitektur udarbejdet grundlaget for en lokalplan for omdannelsen af Albydal. I dag består området primært af en kontorejendom. Med etableringen af den nye metrostation Södra Hagalund får området et langt større potentiale som destination og knudepunkt.

De nye Karréer indgår i et større byudviklingsområde, som udvikles parallelt med etableringen af den nye metrostation og omdannelsen af Solnavägen til en grøn bygade.

Albydal, LINK Arkitektur
Liv uppstår och utvecklas ofta i bryn, det är i möten som något nytt kan uppstå. Därför har vi planerat för en mångfald av olika typer av nya platser att mötas på, både utomhus och inomhus; platser som ska attrahera många olika människor, året runt och under dygnets alla timmar
Karin Hammarskiöld, ansvarig för urbanism på LINK Arkitektur
Albydal, LINK Arkitektur

Et område fuld af oplevelser

Social bæredygtighed, økologi og gode byrum har været centrale elementer i udformningen af Albydal, og vi har lagt stor vægt på at skabe et attraktivt og indbydende område for alle, der færdes og opholder sig her. Gennem en omhyggelig bearbejdning af bymiljøet og med stor fokus på beplantning skabes et miljø, der indbyder til leg, oplevelser og afslapning. Vi tilfører samtidig området en mindre skala med gågader og grønne områder, som adskiller sig fra de større veje. Her kan man bo og arbejde, men som besøgende kan man også benytte områdets brede udvalg af restauranter, caféer, dagligvarebutikker, torve, bystrøg samt faciliteter til sport og kultur. De markante bygninger i det nye område får visuel kontakt med de større vartegn i det nordlige Stockholm. I dette område i hastig udvikling får Albydal sin helt egen identitet.

Forbindelser, mobilitet og tryghed

Forbindelser handler om, hvor godt de forskellige ruter hænger sammen og forbinder områdets forskellige destinationer. Et godt sammenhængende bymiljø er en kvalitet på menneskelig skala: Det skal være muligt at se hinanden, orientere sig, forstå, hvor man bevæger sig hen, og føle sig tryg. sammen med blandt andet tydelige sigtelinjer, adgang til dagslys og et godt mikroklima skaber det gode forudsætninger for et trygt, levende og attraktivt bymiljø.

Det skal være nemt at bevæge sig både til og rundt i Albydal, og det er vigtigt at imødekomme de forskellige trafikanters behov og funktioner i gaderummet. Området omkranses af hovedveje, for alle trafikformer, og som supplement anlægger vi nye forbindelser for gående og cyklister. Det giver god fremkommelighed og sikkerhed, men også en højere oplevelsesmæssig kvalitet i form af et mere urbant og grønt bymiljø. En grøn gågade munder ud i en entréplads og forbinder området med den nye metrostation.

Stueetagernes funktion og indgange udformes, så de er tydelige og bidrager til livet i gaderummet. Servicefunktioner placeres primært ved gadehjørner og kryds, mens de stueetager, der ikke rummer service, blandt andet kan indeholde cykelparkering, vaskeri mv. Stueetagerne får en høj andel af store glaspartier, som skaber visuel forbindelse mellem livet inde i bygningerne og gaderummet. Også altaner og gårdrum har visuel kontakt med livet på gaden. På de hævede gårdrum etableres lokaler til fællesskab, fester og dyrkning.

Klimafokuseret planlægning

Målet er at skabe en tæt og varieret bydel med meget høje ambitioner for bæredygtighed. Her ønsker vi at inspirere til socialt samvær og en mere bæredygtig livsstil. Forslaget tager højde for bygninger med lav klimapåvirkning og så lang en levetid som muligt. Området planlægges, så det kan imødekomme fremtidige forandringer og tilpasses et klima i udvikling på lang sigt. Det indebærer blandt andet, at planen giver mulighed for etagehøjder, der egner sig til klimavenlige trækonstruktioner, samt en høj grad af omdannelse af det eksisterende kontorhus, der står på grunden i dag.

Valget af materialer og bygningsstrukturer er ligeledes baseret på mulighederne for omdannelse og genbrug. vi har blandt andet arbejdet med, at de to etageniveauer med parkering efter behov skal kunne omdannes til erhvervslokaler. Al forsyning af karréerne, såsom varelevering og affaldshåndtering, foregår indendørs for at undgå bagsider på bygningerne og samtidig skabe fleksibilitet i forhold til fremtidens innovative logistikløsninger. De foreslåede materialer er valgt med fokus på en lav klimapåvirkning gennem hele deres livscyklus. Materialerne skal være tilgængelige på markedet for genbrugte byggematerialer, men også kunne istandsættes og genanvendes på et senere tidspunkt.

Vi styrker økosystemtjenesterne blandt andet ved at tilføre store mængder beplantning og vand som en integreret del af livet mellem bygningerne. Det omfatter både frodige beplantninger og synligt vand, som skaber muligheder for leg og gode oplevelser, samtidig med at det bidrager til håndtering af regn- og skybrudsvand og fremmer biodiversiteten. Den grønne plads bliver et bilfrit og solrigt sted, hvor man kan slå sig ned på en bænk omgivet af grønne planter og nyde udsigten over vandspejlet og de forbipasserende. Her får et stort træ også plads til at brede sig, til glæde for både mennesker og dyr.

I projektet har vi arbejdet med et stort og komplekst program, hvilket er blevet lettere gennem vores metode, hvor vi arbejde analytisk allerede i de tidlige faser og anvender 3D-modeller til forskellige analyser. Fordelen ved at arbejde med parametriske værktøjer er, at vi hurtigt kan få de oplysninger frem, som vi har brug for, eksempelvis om dagslys og mikroklima, gode dimensioner for kontorer og boliger eller sunde økonomiske rammer for ejendommene. Når vi hele tiden har styr på disse forhold, kan vi holde fokus på det, der er vores kerneopgave: at skabe god arkitektur og attraktive steder.

Albydal, LINK Arkitektur

Et godt samarbejde med Vasakronan og Solna Kommune har været en forudsætning for at kunne udvikle løsninger til et område med den kompleksitet, som både stedet og vor tids udfordringer rummer. Metrostationen forventes at blive taget i brug i 2028, og området vil blive udbygget trinvist gennem hele 2020’erne og ind i 2030’erne. 

Læs mere om projektet på Vasakronans hjemmeside: 

https://vasakronan.se/projekt/albydal/