Finnøy pleje- og omsorgscenter
Omsorg i hjemlige omgivelser
Finnøy pleje- og omsorgscenter viser, hvordan arkitekturen kan skabe værdige og helende omgivelser for ældre mennesker. Gennem renovering, nybyggeri og et stærkt fokus på genbrug har Stavanger Kommune og LINK Arkitektur udviklet et sted, der opleves varmt, personligt og hjemligt. Et sted, hvor omsorg er i centrum.
For mange beboere er plejehjemmet det sidste sted, de skal bo. Derfor har det været afgørende at skabe omgivelser, der opleves varme, trygge og personlige uden det traditionelle, sterile institutionspræg. Interiøret i både nybyggeriet og de renoverede bygninger er udformet med fokus på at skabe en følelse af tilhørsforhold og genkendelighed. Taktile materialer, afdæmpede farver og genbrugsmøbler giver rummene karakter og sjæl. En varieret brug af tekstiler og dekorative elementer bidrager til et miljø, der føles levende og personligt og samtidig giver plads til den enkelte beboers identitet.
Et pilotprojekt inden for genbrug
Genbrug har været centralt i projektet. Stavanger Kommune og LINK Arkitekturs bæredygtighedsteam har kortlagt mulighederne for genanvendelse, hvilket har resulterede i, at hele 50 % af det løse inventar er genbrugt. Møbler og genstande er indsamlet fra forskellige kilder, istandsat og tilpasset den overordnede materiale- og farvepalet. Resultatet er et smukt og varieret interiørkoncept, der kombinerer funktion og æstetik og frem for alt bidrager til at skabe et hjem, ikke en institution.
Sociale zoner, der skaber fællesskab
Nybyggeriet rummer 20 beboerværelser, dagcenter, træningsrum, spa, frisørsalon, fodpleje, café, garderober og administration. På hver etage fungerer opholdsstuen som et naturligt samlingspunkt for måltider, samtaler og aktiviteter. Caféen fungerer som husets sociale omdrejningspunkt, et moderne og hyggeligt sted for både beboere, medarbejdere og besøgende. Her afholdes koncerter, foredrag og filmvisninger, og den åbne planløsning skaber et naturligt flow mellem dagcenteret og fællesarealerne.
Udendørsområder, der inviterer til nærvær
Udendørsområderne er opgraderet med samme omhu som bygningens interiør. Sansehaven og opholdsarealerne giver mulighed for både ro og aktivitet, og den universelle udformning sikrer, at områderne er tilgængelige for alle. Tørstensmure, vandspejle, blomster, træer og regnbede skaber et levende og varierede uderum. Særligt sansehaven er vigtig for beboere med demens, med en tryg sløjfesti og sanseoplevelser, der følger årets rytme. Den tætte kontakt med naturen kan bidrage til både mental og fysisk trivsel.
Et projekt for mennesker
Et godt og inspirerende arbejdsmiljø styrker trivslen blandt medarbejderne, hvilket skaber bedre forudsætninger for omsorgen for beboerne. Når både beboere og medarbejdere oplever stedet som inspirerende og hjemligt, opstår et fælles rum for trivsel og fællesskab.
Finnøy pleje- og omsorgscenter er et sted, der skaber rammer for gode hverdage for beboere, medarbejdere og besøgende. Projektet viser, hvordan arkitektur kan skabe både livskvalitet, fællesskab og værdighed i omgivelser, der føles som et hjem.