Arena Randers
Nyt kulturelt landmærke for byen
LINK Arkitekturs løsning for idræts- og kulturbyggeriet Arena Randers samler alle bygninger under ét fælles tag, og giver bygningen nyt liv som kulturelt vartegn for byen. Her videreføres den eksisterende komposition og samler byggeriet, så bygningen på afstand vil fremstå som et stort, skulpturelt objekt - let og svævende i sit udtryk. Løsningen skaffede Arena Randers en kåring som Årets Idrætsbyggeri 2021.
Arena Randers er en del af et kulturelt kraftcenter i Randers by og en del af et større fælles sportsområde bestående af Randers stadion, Water and Wellness og Randers Tennishal samt de eksisterende tre haller, som i dag udgør Arena Randers.
Det oprindelige byggeri
Det eksisterende halkompleks er bygget over mange omgange og har derved fået et sammensat arkitektonisk udtryk uden en samlet forbindelse til nærliggende byrum. Set fra indfaldsvejene, som omslutter arenaen, er Hal 1 dog det dominerende byggeri i komplekset. Den er kendetegnet ved sin horisontale arkitektur med et stort, svævende tag over et underliggende teglvolumen. Tagskive og teglvolumen er let adskilt via et horisontalt vinduesparti.
Arkitektonisk udtryk
I stedet for at tilføje endnu en bygningskonstruktion med eget arkitektonisk udtryk har man videreført Hal 1´s komposition og søgt et helhedsgreb, der samler hallerne ”under samme tag” - det svævende tag på den nuværende Hal 1 fortsættes altså ud over den nye Hal 4. Samtidig videreføres linjerne fra teglvolumenet ud i facadebearbejdningen på den nye hal. Dette skaber et klart hierarki i de mange bygninger og muliggør samtidig en tilbygning i en nutidig, moderne arkitektur, der integrerer den eksisterende administrations- og lagerbygning. Det arkitektoniske greb sikrer en åben og inviterende stueplan, hvor uderummene og de indeliggende aktivitetsrum flyder sammen.
Det nye halkompleks består af en ny opvisnings- og multihal til 3.200 siddende tilskuere med ankomst og foyer, samt et VIP-område med plads til 600 spisende gæster. Der har været stort fokus på at skabe den bedst mulige oplevelse ved afvikling af sportsarrangementer og koncerter.
Fleksibelt tribuneanlæg
For at skabe mest mulig intensitet, oplevelse og sammenhæng er der designet et kontinuerligt tribuneanlæg 360 grader rundt omkring halgulvet, da det giver den stærkeste forbindelse mellem tilskuerne og atleterne eller kunstnerne. Løsningen giver også en højere grad af fleksibilitet i hallen, da hjørnerne ikke er fastlåste. Tribunerne er altså fuldt mobile og kan rykkes frem mod banen, så en mere intim stemning opnås, eller parkeres i den ene ende af hallen og skabe fuld åbenhed.