Alssund Kollegiet
Fællesskabet i fokus
Fremtidens kollegieboliger på Sønderborg Havn har fællesskabet i fokus uden at den enkelte bolig mister sin attraktivitet, funktionalitet og sanselighed. Alssund Kollegiet er tegnet som et aktivt og bæredygtigt byggeri, der konkret motiverer beboerne til at nedsætte deres CO2-aftryk. De bæredygtige løsninger har også været tænkt ind som et centralt greb i kollegiebyggeriets design mod en klimaneutral fremtid.
Alssund Kollegiet tilbyder rammer for mangfoldighed og fællesskab med boliger, der er både ungdommelige og fleksible. De besidder en rå og sanselig æstetik, som kan præges af den enkelte beboer, der kan skabe en hjemlig, rolig ramme for hverdagen. Fællesarealerne er bygningens primære attraktion. Bygningen er disponeret, så de fællesaktiverende funktioner danner en sammenhængende ”fællestrappe” af rumlighed og terrasser, som gennembryder bygningens hjørne.
En bygning i flere skalaer
Bygningen har fået sit udtryk og sin egenart ved en bearbejdning i flere skalaer. Overordnet er bygningen udlagt som en vinklet teglbygning, der afslutter det omkringliggende byrum mod havnefronten.
Mellemskalaen kommer til udtryk ved fællesarealerne på bygningens hjørne og ved tagterrasserne, der skærer sig ned i bygningsvolumenet og dermed introducerer byhusenes skala i byggeriet. Der veksles bevidst i typen og placeringen af vinduesåbninger for at give forskellighed til lejlighederne. På den måde synliggøres den enkelte bolig i det samlede byggeri.
Bæredygtigt byggeri
Kollegiet bliver det første byggeri i Sønderjylland, der opføres i 2020-energistandard og med en DGNB-certificering for bæredygtigt byggeri, hvor byggeriet er tildelt sølvcertificering. DGNB måler blandt andet byggematerialernes livscyklus, transport, forbrug af energi og vand under og efter byggeriet, holdbarhed, tilgængelighed og indeklima. Miljø, økonomi og sociale forhold bliver vægtet lige meget i certificeringen. Derudover analyseres den procesmæssige og tekniske kvalitet.
Materialer
Facadebeklædningen i tegl giver bygningen et markant udtryk og skaber sammenhæng til den nære kontekst. Den skiftevise placering af fællesrum og terrasser på bygningens hjørne forplanter sig til en horisontal underopdeling af facaden, som skiftevis trækkes frem og tilbage op gennem huset.
Værn ved de franske altaner og terrasserne er udført i strækmetal med gylden lakering, der komplimenterer og står i kontrast til teglens materialitet og tyngde. Den gyldne lakering går igen på lofterne i fællesrummene samt over terrasserne og er på den måde med til at understrege det terrasserede forløb af fællesfunktioner op gennem bygningen.