LINK udvikler ny bydel uden for Stockholm

Der skal bygges en helt ny bydel i Södra Hagalund uden for Stockholm. LINK Arkitektur bistår bygherren Vasakronan med at producere digitale analyser og et databaseret grundlag til den nye udviklingsplan, så området kan udformes som en levende, mangeartet og bæredygtig bydel.

Området omkring en ny metrostation i Södra Hagalund uden for Stockholm, skal udvikles til en helt ny bydel med boliger, kontorer og erhverv. Ved den vestlige metroindgang har LINK arbejdet med planlægning og design.

– Vasakronan og vi selv har høje ambitioner for projektets bæredygtighedsmål, som gerne skal defineres og garanteres i en tidlig fase. Derfor har vi benyttet vores nye arbejdsmetode ”The Augmented Architect”, som bygger på en række digitale værktøjer, der er udviklet af arkitekterne selv. Ved at anvende parametriske redskaber, der er tilpasset byudviklingsprojekter, styrkes arkitekturen med analyser og opfølgning på nøgletal i realtid, forklarer Jan Buthke fra LINK Arkitektur.

Ét område, mange aktører

Mange interessenter og blandede ejerforhold, på det samlede areal der skal udvikles, giver naturligt en række udfordringer. Eftersom bydelen skal udformes på tværs af grundskel, anvendes parametriske analyseværktøjer til at visualisere arealfordelingen, som et ekstra lag i det samme 3D modelleringsværktøj, som projektet bliver udviklet i. Det betyder, at den 3D-model, der arbejdes med, altid er opdateret med aktuel information om, hvilke kvadratmeter der hører til hvilken grund. Dermed har arkitekterne til enhver tid overblik over hver enkelt ejers volumener og funktioner.

Parametrisk design til sikre beregninger

Det er arkitekterne selv, som udfører analyserne – hvilket er helt essentielt i forhold til at udnytte synergier og sikre, at alle data kommer projektet til gode. Det giver fuld kontrol over alle parametre, så LINK kan levere et solidt og veltilrettelagt byudviklingsprojekt.

Forudsætning for bæredygtig byudvikling

Automatiske beregninger af overflader, dagslys og sollys opdateres løbende for at optimere bygningsvolumener. De mest bæredygtige kvadratmeter er dem, der ikke skal bygges – og derfor er ambitionen at bevare så meget byggeri som muligt, samt at alt nybyggeri udføres i træ. De digitale værktøjer anvendes hér som et skitseværktøj, så området kan designes med de bedste forudsætninger for en bæredygtig byudvikling.

For at sikre et så behageligt og appellerende miljø som muligt, har LINK udført avancerede vindanalyser i projektet. Da arkitekterne selv udfører disse analyser, er resultaterne med til at understøtte designprincippet, som består i at bryde skalaen inden for byområdet. Store bygningskomplekser skal vige til fordel for åbne strukturer. Forbindelser mellem det eksisterende og det nye skal fremmes, og småskala bør beskyttes.

Södra Hagalund skal være et sted, hvor mennesker trives, og være en destination, der tiltrækker folk udenfor området. Arbejdet med den nye bydel udføres i etaper over en længere periode. Metrostationen indvies i 2028-2029.

Har du spørgsmål? Tag gerne kontakt.