Foto: LINK Arkitektur / Thomas Illemann

Arena Randers er kåret til Årets Idrætsbyggeri

Arena Randers har netop modtaget Nohrcons pris som Årets Idrætsbyggeri 2021. Et moderne multifunktionelt samlingssted, lyder juryens omtale af vinderprojektet.

Den nye Arena Randers begejstrede publikum, lokalbefolkning og fagfolk i en sådan grad, at den vandt den offentlige afstemning om ”Årets idrætsbyggeri 2021” foran 4 andre nominerede projekter. Fagjuryen fremhæver den gennemtænkte, arkitektoniske strategi, som har opgraderet det eksisterende byggeri og skabt helhed i et fragmenteret anlæg.

Sport, kultur og konferencer under ét tag

Randers har fået et moderne bud på et sportsligt og kulturelt kraftcenter med plads til både verdens- og hverdagsmestre, kultur og konferencer.

Med 3 idrætshaller, sportscollege, motionscenter, café og den nye multiarena med møde- og konferencefaciliteter, opstår der synergi mellem faciliteterne og mange forskellige muligheder – f.eks. værtsskab for nationale og internationale stævner (3.200 tilskuere), kulturelle oplevelser og koncerter (6.000 gæster), og erhvervsmøder (2.500 deltagere).

Det arkitektoniske helhedsgreb lægger ekstra lag og skalagivende elementer på den eksisterende bygning. Det svævende tag fortsætter fra den eksisterende hal ud over den nye hal og skaber sammenhæng og et æstetisk ansigt mod byen. Enkle og udtryksfulde materialer og farver giver hallen et eksklusivt look.

Multiarenaen skal leve op til navnet med særligt fokus på multifunktionalitet, f.eks. via de mobile tribunesektioner, der kan flyttes rundt og danne mindre rum i det store rum. Den store glasfacade giver mulighed for utraditionel anvendelse og for dagslys til både sport og møder. Arenaen er desuden udviklet med miljømæssig omsorg, energirigtige principper og driftsvenlige løsninger, herunder overholdelse af lavenergiklasse 2020.

"Arena Randers viser hvordan man med en gennemtænkt, arkitektonisk strategi kan opgradere et eksisterende byggeri og skabe helhed i et fragmenteret anlæg. Et smukt materialevalg sætter nye standarder for arenabyggerier. Et flot bud på, hvordan man kan skabe en facilitet, der både kan rumme de allerbedste i form af byens kvindelige håndboldligahold, men samtidig i dagligdagen kan være en facilitet, der skaber masser af plads til bredde- og foreningsidrætten. En meget gennemført arkitektur, der sikrer, at idrætsfaciliteten bliver en markant og æstetisk flot bygning i midten af byen," udtaler fagjuryen blandt andet om projektet.

Niels Bondrup Jensen, konkurrencechef hos LINK Arkitektur er stolt over, hvordan projektet er lykkes: ”Vi har med vores forslag til udvidelsen af Arena Randers haft et ønske om at samle alle områdets bygninger under ét fælles tag og dermed give Arena Randers nyt liv som kulturelt og sportsligt vartegn. Prisen for Årets idrætsbyggeri 2021 betyder for os, at vi er lykkedes med at forene nyt og gammelt byggeri i et helhedsgreb, som løfter oplevelsen af det samlede byggeri. Projektet skal tilgodese mange forskellige behov, lige fra den brede idræt til eliten og skal derudover kunne bruges i forbindelse med store kulturarrangementer. Det er altså et byggeri, der har en stor betydning for både Randers By, men også for den enkelte bruger – og det er vi meget stolte af at have bidraget til. I et år hvor fællesskabet har haft svære betingelser under COVID-19, håber vi, at det nye Arena Randers fremover kan være med til at danne rammer for mange gode og givende fælles oplevelser. Tusinde tak til alle, som har stemt på projektet og for den fine pris.”

Projektet har modtaget fine roser fra offentligheden. Disse lyder blandt andet:

  • ”Det nye byggeri har formået at bevare den gamle halsjæl og samtidig løfte stemning og atmosfære til nye højder, så både idrætsfolk, håndboldforældre, erhvervsfolk og yogadamer føler sig budt ind i de rette rammer.”

  • ”Arenaen vil samle byen og skabe fantastiske rammer for spændende arrangementer, der sætter Randers på landkortet.”

  • ”Flot arena og helhedsindtryk. Lækker akustik, og fine detaljer og funktioner er tænkt ind.”

  • ”Et spændende byggeri, der åbner sig mod omgivelserne, og på en måde “suger” folk på gaden indenfor.”

  • ”Gennemført genanvendelse af eksisterende bygning som er blevet til en arkitektonisk perle. Bevis på, at eksisterende bygninger sagtens kan løftes, så de forsat kan bruges.”

  • "Jeg har fulgt forvandlingen fra en traditionel sportshal til et hus der rummer elite – bredde – kultur, æstetik og formgivning – derfor skal Arena Randers have min stemme og en 1. plads.”

Læs mere om prisen på Nohrcons hjemmeside: https://nohrcon.dk/nyhed/arena-randers-er-aarets-idraetsbyggeri-2021-et-moderne-multifunktionelt-samlingssted/