Nyheder

Nordfløjen nomineret til en MIPIM-award

Foto: Adam Mørk

Nordfløjen nomineret til en MIPIM-award

2021-09-13

Rigshospitalets nye behandlingsbygning Nordfløjen var nomineret til en award for bedste sundhedsbyggeri ved det indflydelsesrige MIPIM-event i Cannes i 2021. Selvom prisen endte med at gå til MontLégia-hospitalet i Liège, er det en bedrift at komme igennem nøglehullet og blive udvalgt blandt de fire finalister. Byggeriet er tegnet af LINK Arkitektur og 3XN, og nomineringen er blot én blandt mange internationale anerkendelser, det markante hospitalsbyggeri har modtaget.

MIPIM-konferencen regnes for en af verdens mest indflydelsesrige ejendomsevents. Der uddeles priser i 12 kategorier heriblandt en pris bedste sundhedsbyggeri, hvor Nordfløjen var nomineret.

Det glæder Direktør for Sundhed i LINK Arkitektur Mette Dan-Weibel:


”MIPIM er en stor og anerkendt international platform i byggebranchen, og derfor er det selvfølgelig en kæmpe ære at blive udvalgt blandt de fire finalister. Nordfløjen er nok et af det mest vellykkede byggerier, jeg har været en del af, og jeg er overbevist om, at der er inspiration at hente for sundhedsbyggerier over hele verden i Nordfløjen,” udtaler hun.

Også hos 3XN er begejstring:

”Nordfløjen er designet til at fremme helbredelse og trivsel for alle patienter gennem et optimeret flow af naturligt lys og udsigt til verden udenfor igennem en sikker ramme, samtidig med det kliniske personale oplever effektivitet og funktionalitet i deres hverdag,” udtaler Senior Partner hos 3XN Stig Vesterager Gothelf.

Stor international opmærksomhed omkring dansk sundhedsarkitektur

Foruden MIPIM-nomineringen har Nordløjen allerede modtaget stor international hæder. I juli blev bygningen hædret som bedste ’Healthcare Design’ på over 25.000 m2 til European Healthcare Design-prisuddelingen, ligesom projektet er nomineret til en prestigefyldt World Architecture Festival-award inden for ’Health’, der uddeles i december.

Helende sundhedsarkitektur i verdensklasse

Nordfløjen er blevet rost som et skoleeksempel på helende sundhedsarkitektur. De 54.000 m2 med 209 sengestuer, moderne operationsstuer, et intensivafsnit samt nye ambulatorier er udformet med et originalt og skarpt blik for patienttrivsel og heling, sundhedspersonalets behov og fremtidens hospitalsfunktioner.

Nordfløjens centrale arkitektoniske greb er en zig-zag-form inspireret af et kardiogram, der gennemskæres af én hovedfærdselsåre. Denne struktur gør det muligt for sundhedspersonalet at bevæge sig hurtigt fra A til B, samtidig med at stillezoner og sengestuer er placeret, så de er trukket tilbage fra hovedfærdselsåren og ikke forstyrres af uvedkommende gennemgang.

Udformningen og indretningen af det markante byggeri er resultatet af et tæt samarbejde mellem LINK Arkitektur, 3XN arkitekter og ingeniørvirksomheden Sweco. Desuden har landskabsarkitekterne Kristine Jensens Tegnestue og den tyske arkitektvirksomhed Nickl & Partner været samarbejdspartnere på byggeriet.

Kontaktperson

Mette Dan-Weibel
Direktør Sundhed
Mob:
+45 40 44 40 92
mdw@linkarkitektur.dk