Kontor og p-hus på Godsbanen

Kontor og p-hus på Godsbanen

Udvendige trapper og terrasser i seks etagers højde samt et solbelyst indvendigt atrium er nogle af grebene bag et nyt kontor-og parkeringshus på Godsbanen i Aarhus. LINK arkitekturs intention har været at skabe arkitektur, der understøtter byliv og aktivitet - og som folk selv kan ”bygge” videre på.

Et nyt kontorhus og parkeringshus designet af LINK arkitektur skal efter planen opføres på Godsbanen i Aarhus. Med en beliggenhed i hjertet af Aarhus’ kreative bydel og med den nye arkitektskole og iværksættercentret Institut for(x) som nogle af de nærmeste naboer er det nye projekt en del af de visionære planer for det nye brokvarter i Aarhus K.

Allerede i dag er Godsbanen et kreativt knudepunkt i Aarhus, og planerne går på i de kommende år at udbygge det urbane miljø til en multifunktionel bydel med kulturproduktion, erhvervs- og uddannelsesområder samt et grønt og børnevenligt boligområde.

Lidls nye hovedkontor skal ligge på hjørnet af Carl Blochs Gade og Søren Frichs Vej.

Den femte facade

Byggeriet består af 11.000 kvadratmeter kontor, en konceptbutik på cirka 2.500 kvadratmeter og et parkeringshus med cirka 350 parkeringspladser til både Lidl og de omkringliggende bygninger.

Kontorhuset har en dagligvarebutik i stueplan. Ovenpå den placeres kontorhuset, der udlægges som en karré omkring et over­dækket atrium. Materialerne til facaderne henter inspiration fra de materialer, der historisk har været anvendt i området såsom beton, røde tegl og stål.

Både kontorhus og parkeringshus er tegnet uden en egentlig bagside. Facaderne åbner sig mod alle verdenshjørner og fremtræder derfor inviterende og åbne. Friarealer i højden aktiverer ’den femte facade’ – taget. Det skaber mulighed for urban farming, idræt og workshops og udstillinger på tagene.

Respekten for områdets mange eksisterende kvaliteter har været afgørende for projektet, der lægger sig op ad det kreative iværksættermiljø, som findes i området i dag, men også fokuserer på Godsbanearealets kulturhistoriske betydning for Aarhus.

Byggeriet bliver bæredygtighedscertificeret efter den såkaldte DGNB-standard. Godsbanen er en fremtidsorienteret bydel, så det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt bæredygtighed skal integreres, men hvordan. Målsætningen er et meget ambitiøst byggeri, der kan certificeres til ’Guld’.

Et anderledes parkeringshus

Parkeringshuset er ligesom kontorhuset designet, så det åbner sig mod den omkringliggende by og indbyder til dialog og interaktion gennem er række bylivsskabende tiltag. Bygningen nedtrappes gradvist fra seks etager til stueplan og der er designet en udvendig trappe, der skaber en række terrasser, der kan indtages til forskellige bylivsskabende aktiviteter.

Desuden er parkeringshuset disponeret, så der kan kobles såkaldte ’Add-Ons’ på bygningens facader, der understøtter bylivsaktiviteter. Disse Add-Ons kan fx være stablede containere, der indrettes til midlertidige værksteder eller kontorer for Institut for (X). På den måde opstår en vigtig forbindelse mellem parkeringshuset og nabobrugerne, der selv kan ”bygge” videre på bygningen. 

Kontaktperson

Sted: Carl Blochs Gade, Aarhus C Opdragsgiver: Lidl Status: Igangværende Fagområder: Arkitektur Bæredygtighed: DGNB Guld