Bispehaverne, Tryghedsrenovering

Bispehaverne, Tryghedsrenovering

Bispehaven i Hasle er landets mest utrygge boligområde ifølge Politiets Tryghedsindeks 2016. En undersøgelse foretaget af bebyggelsens ejer, Østjysk Bolig, viser samtidig at utrygheden og kriminaliteten hænger nøje sammen med de fysiske rammer. 

Afsondrede kælderrum, dybe og overdækkede opgangsnicher samt øde stier forårsager ængstelse blandt mange beboere i Bispehaven.

Det skal et ambitiøst renoveringsprojekt nu ændre. Og teamet der skal gøre noget ved problemerne er udpeget.

Udover LINK arkitektur udgøres holdet af Enemærke & Petersen A/S, byMUNCH ApS og NIRAS A/S. Tilsammen danner de fire virksomheder et stærkt tværfagligt hold med bred erfaring med byfornyelse og boligrenovering.

Bispehaven er et boligkompleks med høje betonblokke i 7 etagers højde beliggende ca. 10 minutter fra Aarhus C. Bygningerne er opført i 1970-73 og udgøres af 880 boliger med knap 2.300 beboere.  Bebyggelsen har store fysiske udfordringer i forhold til funktionalitet, sammenhæng, struktur, og skala. På den baggrund er der behov for et øget fokus på Bispehavens fysiske rammer og sammenhæng til den omkringliggende by.

Målet med den omfattende renovering er enkelt og tydeligt: Det drejer sig om at skabe mere tryghed, bedre levemuligheder og større frihed for beboerne.  
Det skal ske ved at transformere det monofunktionelle boligområdes betonblokke til et mangfoldigt kvarter i en vedkommende og human skala. En gentænkning af udearealerne spiller en central rolle og ved projektets afslutning vil Bispehaven have skiftet navn til Bispehaverne som udtryk for etableringen af en række mindre, forskelligartede uderum tilpasset den enkelte karré.

Det handler om at skabe forbedret sammenhæng med det omkringliggende bysamfund og rummelige fællesskaber i selve bebyggelsen. Bispehavens eksisterende ’betonørken’ skal omdannes til en ny grøn bydel, hvor det omkringliggende grønne areal flettes sammen med det nye omdannede og grønne Bispehaverne, der åbnes op og Skjoldhøjkilen, Haslebakker og Klokkerparken trækkes ind gennem boligområdet. Der skabes et blødt venligt landskab i menneskelig skala. Et nyt image, der ligger fjernt fra det nuværende skalaløse betonlook, opstår og udnytter begrønningens iboende kvaliteter, aktivitetsmuligheder og sammenhængskraft.  

Det underjordiske parkeringsniveau er det sted i Bispehaven, som flest beboere angiver som mest utrygt. Ved at fjerne og dernæst afskærme den eksisterende parkeringskælder med enten overskudsjord eller en ‘ny’ facade, tilføjes området med renoveringen en ny menneskelig dimension. 
Den eksisterende parkeringsstruktur efterlader få eller næsten ingen opholdsrum fri for parkering. Men med den nye disponering af Bispehaverne bliver der mere luft til rekreative kiler og grønne områder uden parkeringspladser. 

I tråd hermed etableres nye, transparente indgange til samtlige opgange, som markeres med et belægningsskift, beplantning og stemningsskabende byrumsinventar. Den monotone facade nedbrydes, gøres mere imødekommende og venlig med trælister, belysning og begrønning. Den enkelte kareé vil i fremtiden fremstå som et trygt og venligt sted i en menneskelig skala og med sin egen unikke karakter. Med flytningen af samtlige indgange til indersiden af kareerne skabes desuden nye gårdrum, der vender ind mod hinanden og således inviterer til fællesskab og naboskab. 

Midt i området opføres et smukt organisk fælleshus, der spiller naturligt sammen med det omkringliggende bløde landskab. En unik og smuk bygning der med sin placering, funktion og form tiltrækker folk fra hele nærområdet.
LINK arkitekturs vinderforslag lægger op til en fremtidig fase 2. Her er fokus på yderlige fortætning af området med introduktionen af nye boligtyper, bl.a. ungdomsboliger, mindre butikker og rækkehusbebyggelse.
LINK arkitektur har gode erfaringer med at forstærke social bæredygtighed ved hjælp af arkitektur. I Korskærparken i Fredericia blev kriminaliteten således halveret i kølvandet på aarhus arkitekternes helhedsplan og gennemgribende tryghedsrenovering. 

Contact Person

Measures: Arkitektrådgivning i forbindelse med tryghedsrenovering af almene boliger Location: Hasle Centervej 159, Aarhus V Client: Østjysk Bolig Status: Igangværende Cooperation: Enemærke & Petersen A/S, byMUNCH ApS og NIRAS A/S Disciplines: Architecture / Architectural specification / Universal design / Building management / Landscape