Fællesskabets Hus

Fællesskabets Hus

Fællesskabets Hus består af demensvenlige boliger og et fælles center. Samtidig skal det være et sted for alle i lokalområdet og støtte op om velfærdsalliancer mellem borgere, organisationer og kommune.

Fællesskabets Hus består af 72 plejeboliger, der er udformet til borgere med demens. Derudover indeholder det centerfunktioner som café, en sundhedsklinik, administrative faciliteter, en multisal og et produktionskøkken - alt sammen i forbindelse med et dobbelthøjt orangeri, der er hjertet i byggeriet.

Hjerterum og hjemlighed er omdrejningspunktet for Fællesskabets Hus, der ikke kun er for stedets beboere, men som åbner op og er tilgængeligt for hele lokalsamfundet – unge som ældre. Gennem sin udformning støtter byggeriet op om at udvikle velfærdsalliancer mellem borgere, organisationer og kommune. Bebyggelsen er disponeret som et lavt anlæg i to plan, der giver nærhed til levende, grønne udearealer og som skalamæssigt indskriver sig i den omkringliggende by.

Området omkring byggeriet er kendetegnet ved at bestå af boligbebyggelser i en mindre skala. For at tilpasse byggeriet til konteksten er byggeriet brudt op i en række mindre bygninger. Bygningsmassen er derved på én og samme tid disponeret som ét samlet byggeri og samtidig nedskaleret og relateret til de omkringliggende bebyggelser igennem tiltag som forskydninger i volumenet, varierende tagmotiver, fugefarver og i komponeringen af vindues- og altanmotiver.

Byggeriets overordnede udtryk og nedskalering i mindre volumener er medvirkende til at skabe lokale identificeringer og en bebyggelse,
der signalerer hjemlighed. Hovedgrebet sikre endvidere direkte forbindelse til trygge indre gårdrum. Frem for en traditionel organisering
med boliger på hver side af et indeliggende gangareal, er der med den valgte disponering overalt gode dagslysforhold og visuel kontakt til
attraktive uderum.

Kontaktperson

Type: Nyt plejeboligbyggeri i Ry med 72 demensvenlige plejeboliger og centerfunktioner inkl. café, sundhedsklinik, administrative faciliteter, multisal, produktionskøkken og orangeri. Arkitektrådgivning i totalentreprise inkl. brugerinddragelse og projektering. 1. plads i konkurrence. Udbudsform: Konkurrence Sted: Knudsvej 34, Ry Opdragsgiver: Skanderborg Kommune Bruttoareal: 8 000 m2 Status: Igangværende Samarbejdspartner: C.C. Contractor, LABLAND architects, COWI Fagområder: Universel Udformning / Arkitektur / BIM - Bygnings Informations Modellering Bæredygtighed: Byggeriet opfylder bygningsklasse 2020. Der er arbejdet med passive, integrerede tiltag såsom optimal udnyttelse af dagslys og en tilpasset solvarmetilførelse grundet vinduesplacering og passiv solafskærmning.